Regionalt kompetencecenter for gravide i sårbare livssituationer

Projekt MBSR til gravide med tidligere vold i nære relationer


Regionalt kompetencecenter for gravide i sårbare livssituationer (omsorgsgruppe 3 og 4) er en resultat af God Start på Familielivet (2019 - 2024) Link: https://mindfulness.au.dk/forskning/projekter/projekt-god-start. God Start på Familielivet var et samarbejde mellem Østifterne, Familieambulatoriet på Amager-Hvidovre Hospital, Mary Fonden og Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet. Kompetencecentret finansieres via en selvstændig bevilling fra Region Hovedstaden, samt via en samarbejdsaftale mellem Region Hovedstaden og den Sociale Investeringsfond. Indsatserne under God Start på Familielivet, herunder Mindfulness-Baseret Stress Reduktion (MBSR) til sårbare gravide, videreføres i regi af Kompetencecentret. Dansk Center for Mindfulness er forsat samarbejdspartner.

Kompetencecentret har fået midler af Sundhedsstyrelsen via puljen til ”Etablering eller videreudvikling af indsatser målrettet vold i nære relationer” (2025 – 2026). Midlerne er givet til et toårigt projekt, som bl.a. har til formål at udbrede MBSR til øvrige hospitaler i Region Hovedstanden. Målgruppen er gravide med tidligere vold i nære relationer og herunder gravide, som har oplevet omsorgssvigt pga. fysisk eller psykisk vold i egen barndom. 


Formål


Familiedannelsen begynder allerede under graviditeten. Her skabes grundlag for familielivet og barnets kommende liv. Gennem forebyggende indsatser i graviditeten og det tidlige forældreskab er der en helt særlig mulighed for at påvirke barnets udvikling i en positiv retning og skabe et sundt fundament for senere læring og udvikling. Der er overordnet et stort forebyggelsespotentiale i en systematisk og målrettet opsporing af både tidligere og aktuel vold og konflikter under graviditeten i forhold til at sikre barnets og familiens trivsel.

Overgangen til forældreskab er en af de mest udfordrende faser i livet. Gravide med psykisk sårbarhed eller svære psykosociale problemstillinger er i denne periode mere sårbare over for stress og psykisk mistrivsel. Det kan komme til udtryk i form af en generel utryghed, lav stress tærskel, selvkritik, skyld og skam og i svære tilfælde som PTSD og angst.

Formålet med at tilbyde MBSR til denne målgruppe er at støtte den gravide i overgangen til forældreskab og styrke fundamentet for en tryg og god relation med barnet.

Metode


Formålet er at styrke svangreomsorgen til sårbare gravide (omsorgsgruppe 3 og 4) gennem videreførelse, videreudvikling og udbredelse af indsatserne under God Start på Familielivet.





Projektansvarlige


Sine Skovbjerg

Underviser, forsker

Lektor, ph.d.

sine.skovbjerg@clin.au.dk