Samlet oversigt over vores forskningsområder:
Mindfulness
Talrige videnskabelige publikationer dokumenterer, at mindfulness-programmerne Mindfulness-Baseret Stress Reduktion (MBSR) og Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) kan forbedre mental sundhed: MBSR kan hindre at stress bliver til sygdom, nedsætte symptomer på stress, angst, depression og kroniske smerter, og MBKT er en effektiv behandling til forebyggelse af tilbagevendende depression. Vi forsker i virkningsmekanismer og implementering; hvordan disse evidensbaserede programmer (MBSR og MBKT) virker og bliver tilgængelige som en naturlig del af det danske sundhedssystem, uddannelsessystem, forsvar og beskæftigelsessystem.
Compassion
Træning i compassion er den nyeste udvikling indenfor videnskabeligt dokumenterede metoder til forbedring af mental sundhed. Compassion er defineret som en følelse af omsorg, som opstår, når vi er konfronteret med en andens lidelse og føler os motiveret til at lindre denne lidelse. Forskning viser, at compassion-træning reducerer symptomer på depression, stress og udbrændthed og øger trivsel og robusthed. Vi skal forske i programmet Compassion Cultivation Training til pårørende til patienter med psykiske lidelser.
Stress
Vi undersøger de psykologiske og fysiologiske mekanismer for stress og stressreduktion, så vi som samfund kan blive klogere på, hvordan vi bedst fremmer den mentale sundhed. Stress er, på den ene side, en nødvendig kropslig reaktion på udfordringer, som gør det muligt for os at præstere vores ypperste. På den anden side har voldsom og langvarig stress negative konsekvenser for helbredet. Stress handler i udpræget grad om, hvordan vi hver især er rustet til at håndtere svære situationer. Det niveau af stress, som vi hver især oplever har en betydning for vores helbred, og hvor længe vi lever. Denne indsigt understreger behovet for at forske i stressmekanismer og for at implementere veldokumenterede strategier til stressreduktion.
Depression
Stress er en risikofaktor for depression, og de videnskabeligt testede programmer MBSR og MBKT er omkostnings-effektive programmer til stressreduktion og forebyggelse af depression, som allerede er en integreret del af forebyggelse og behandling ved over 740 klinikker i verden. MBSR er et 8-ugers program med undervisning 2-3 timer om ugen og en hel dag mellem uge 6 og 7. MBSR er baseret på intensiv træning i mindfulness, yoga, meditation og undervisning om stress. Undervisningen foregår i gruppe, fordi det er et arbejde, vi ikke kan gøre alene, og ingen andre kan gøre for os. MBSR er endnu ikke implementeret i Danmark, selv om forskning har vist, at MBSR kan hjælpe patienter og sparre store penge for samfundet. Mange patienter er interesseret i at tage aktivt del i at forbedre deres helbred, og det kan de gøre, hvis de lærer hvordan. Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) er baseret på MBSR, men specifikt udviklet til forebyggelse af depression. Den Britiske sundhedsstyrelse National Institute for Health and Care Excellence (NICE) har siden 2009 udpeget MBSR og MBKT som højeste prioritet for implementering, fordi forskning har dokumenteret at de to programmer kan hindre, at stress bliver til sygdom, nedsætte symptomer på stress, angst og depression og forebygge tilbagefald af depression på niveau med antidepressiv medicin. Den danske sundhedsstyrelse anbefaler nu også MBSR og MBKT som behandling mod stress og depression, men behandlingen er endnu ikke implementeret.
WHO angiver, at depression på verdensplan er den den mest invaliderende og omkostningstunge lidelse, vi har. Der er flere, der dør på grund af selvmord, end folk, der dør i krig, i trafikken, eller som bliver myrdet. I Danmark er der i gennemsnit to personer om dagen, der tager deres eget liv. Vi har terrorpakker, kræftpakker og trafikpakker, men vi har ingen mindfulnesspakke, der kan sikre adgang til videnskabeligt testede programmer, hvor den eneklte lærer metoder til, hvad man selv kan gøre, for at træne sit mentale helbred. Og her halter Danmark bagefter lande som England, USA og Holland. Vi bør bruge de videnskabeligt testede metoder, der er til rådighed, fordi flere og flere får depression, depression starter tidligere og tidligere, således får 50 procent første episode i teenageårene. Siden 1997 har vi i Danmark år for år kunnet konstatere, at flere og flere især unge har et dårligt. Der er 440.000 danskere på antidepresiv medicin, og 20 procent af alle mennesker vil på et tidspunkt få en depression. Har man haft en depression, er der 50 procent risiko for at få tilbagefald. Har man haft to episoder er risikoen 70 procent. Medicin hjælper bestemt ikke alle, og der er risiko for bivirkninger, derfor er der brug for nytænkning.
Det britiske parlament har i 2015 søsat en ambitiøs plan “Mindful Nation UK” for bedre national mental sundhed. De anbefaler, at det engelske sundhedsvæsen tilbyder mindfulness-behandling til alle patienter med depression og kroniske lidelser, og at mindfulness programmer bliver tilgængelige som forebyggelse på skoler, på arbejdspladser og i kriminalforsorgen. Danmark følger almindeligvis de samme anbefalinger, men endnu ikke for mindfulness.
Mål
Vi arbejder for at sikre, at anvendelsen af programmer til træning af mental sundhed har højeste grad af evidens. Anvendelsen skal følge en systematisk forskningstilgang jævnfør Medical Research Counsil (MRC) i forhold til udvikling, pilottestning, effekt-, virknings- og implementeringsevaluering.
Samarbejde
Vi har adgang til state-of-the-art forskningsmetoder og samarbejder med verdens førende forskningsinstitutioner inden for stress, mindfulness, compassion og mental sundhed.
Støtte
Vores forskning er støttet af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser samt TrygFonden.