Mindfulness hjælper virksomhed i gang efter corona. Leder i Viegand Maagøe oplever stor nysgerrighed på, hvad mindfulness kan gøre for den enkelte og gruppen.
I et års tid havde rådgivningsvirksomheden Viegand Maagøe talt om at introducere mindfulness for medarbejdere og ledere. Men der skulle en coronakrise til, før tankerne blev til virkelighed.
Marianne Hartz Thomas, der er partner og chef for kommunikation og digital udvikling i Viegand Maagøe, en virksomhed med 50 medarbejdere, der rådgiver offentlige og private om grøn omstilling og bæredygtighed, fortæller:
"En af mine medarbejdere ringede og sagde, at han oplevede, at nogle kolleger ikke syntes, det var rart at arbejde hjemme - som vi alle sammen pludseligt gjorde pga corona. Som leder var det derfor svært at mærke, hvordan folk havde det. Det bekymrede mig"
Velliv Foreningen udbød en corona-hjælpepulje, og Viegand Maagøe søgte penge til et mindfulness-forløb, der skulle hjælpe medarbejdere med at komme godt og stærke igennem krisen. Samtidigt kontaktede de Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet for at høre, om centret ville stå for forløbet - online naturligvis.
"Vi valgte et forløb på 10 uger, med en times undervisning hver fredag fra 8.30-9.30 live online. Vi gjorde det frivilligt for medarbejderne at deltage, men ca. en tredjedel - både ledere og medarbejdere - har takket ja. Det er ret godt. Mange er nysgerrige på, hvad mindfulness kan gøre for den enkelte og gruppen," siger Marianne Hartz Thomas.
Hun fortæller, at deltagerne kommer fra alle fire af virksomhedens afdelinger, har forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og at det er unge og ældre, mænd og kvinder. Og fordi undervisningen foregår fredag morgen, vælger nogen at deltage hjemmefra, mens andre tager ind på kontoret - hvor der nu igen er åbnet for fysisk fremmøde.
"Jeg var lidt skeptisk i forhold til online formatet. Men det fungerer overraskende godt, måske fordi folk kan sidde for sig selv og deltage, frem for fx at skulle sidde i en rundkreds med sine kolleger. Samtidigt mødes vi jo live og er sammen på en virkeligt god måde," siger Marianne Hartz Thomas.
Hun håber, at mindfulness-forløbet kan styrke samarbejdet og tilliden mellem medarbejdere.
"Vi er en virksomhed, der arbejder med kompleks viden. Så medarbejderne skal helst være skarpe og i god mental stand. Det håber jeg, at mindfulness-forløbet kan hjælpe med," siger hun.
Som en del af forløbet har deltagerne fået målt deres stressniveau før, de startede med at træne mindfulness. Målingerne vil blive gentaget, når forløbet afsluttes.