Anne: ”Det positive afkast fra øvelserne, vi har lært, fordeler sig ud som ringe i vandet"

Testimonials | Projekt God Start – mindfulness til sårbare gravide


Anne er 31 år og har termin om en uge med barn nummer to. Hun har været sammen med sin mand siden gymnasiet, og sammen har de Oscar på fire år.

Da Anne kører på motorvejen for omkring otte måneder siden, mærker hun pludselig blodet forsvinde fra sit hoved, og hun begynder at få tunnelsyn. Trods at det er 10 år siden, hun sidst havde denne følelse, genkender hun den hurtigt. Trætheden fra den endnu-ikke-opdagede graviditet havde trigget et nyt angstanfald. Anne har tidligere haft både angst og depression og har været fulgt i Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital under begge sine graviditeter.

Da hun blev tilbudt at deltage i Mindfulness-forløbet for gravide var hun skeptisk, da det faldt oven i en masse praktiske ting omkring barsel, økonomi og tid. Alligevel sagde hun ja med et håb om, at det ville give hende redskaber til at håndtere nogle af de udfordringer hun oplevede under sin første graviditet. Anne uddyber i det følgende hvorfor hun endte med at blive superglad for valget. 


”Det positive afkast fra øvelserne, vi har lært, fordeler sig ud som ringe i vandet. Jeg har haft mere overskud, bliver ikke lige så hurtigt træt. Jeg kan også navigere bedre i konflikterne derhjemme.”


Ensomheden under første graviditet

For Anne var dét at blive forældre første gang enormt udfordrende:

” Det var virkelig ensomt. Selvom der var masser af mennesker omkring mig, havde jeg en stærk følelse af hjemve fra dét der lige havde været på den anden side før baby. Jeg sørgede ret meget over dét jeg følte, at jeg havde mistet ved at blive mor. Når min mand tog på arbejde, så føltes det virkelig som om at han forlod mig - selvom at det gjorde han jo ikke, alt var okay og jeg vidste godt hvad jeg skulle og alting. Alligevel var der mange gange hvor jeg virkelig bare græd, når han gik ud ad døren. Samtidigt var jeg selvfølgelig rigtig glad for min dreng, at han havde det godt, og at min krop klarede alting så ukompliceret. Så det var en meget ambivalent og ensom oplevelse.”

Selvom Anne denne gang er overbevist om, at det bliver godt at få barn nummer to, har frygten for at miste dét der er nu og få alt vendt på hovedet igen, stadig fyldt en del.

Mindfulness som en integreret del af personen       

Anne havde allerede en del erfaring med mindfulness, meditation og yoga fra tidligere, men ønskede særligt at forløbet i Familieambulatoriet ville hjælpe hende med, at få det bedre med sig selv; at finde fred og ro indeni og have mere plads til sig selv i den nye del af hendes forældreskab. Særligt havde hun en intention om, at mindfulness- og yogaøvelserne skulle blive en mere integreret del af hende; at de blev en vane som hun kunne bruge, når hun blev mor igen. Indtil videre er det lykkes godt. Udover at hun med ro i maven kan balancere hendes egne behov med sønnens, tage ham i børnehave når hun har brug for ro, og holde ham hjemme når dét føles rigtigt, forklarer hun også:

”Jeg bruger for eksempel også meget øvelserne hvis jeg skal falde ned på en travl dag - så laver jeg en meditations- eller yogaøvelse og tager en lur bagefter”.

Som ringe i vandet

Anne beskriver, at udbyttet fra mindfulness-forløbet har været som ’ringe i vandet’:

”Det positive afkast fra øvelserne vi har lært, fordeler sig ud som ringe i vandet. Jeg har haft mere overskud, bliver ikke lige så hurtigt træt. Jeg kan også navigere bedre i konflikterne derhjemme.”

Nogle gange bruger Anne også øvelserne med sin søn, som også virker til at få noget ud af det:

” Oscar har jeg også kunne lave lidt vejtrækningsøvelser med nogle gange, for at få ham ned i kroppen. For eksempel taler vi om hvordan han ville dufte til en blomst, og så snuser han dybt ind og ud igen af næsen. Det er også godt at tale med ham om hvad der sker i hans krop. Nogle gange laver jeg en lille kropsscanning med ham. Hvis han er bange eller vred, så spørger jeg ham hvor han kan mærke det henne. For eksempel siger han nu: ’jeg er vred i min mave’ eller ’mine ben er urolige’.”

Afslutningsvist forklarer Anne, at hun også kan mærke effekterne fra forløbet i form af, at hun i højere grad nu kan finde ro i bekymringer og dagligdagspressede situationer. Hvor hun normalt ville have haft svært ved at give slip på dét der bekymrer eller irriterer hende, kan hun nu skabe pauser i tankemylderet og lande i kroppen.