Lotte bor i Birkerød. Hun er uddannet økonom og arbejder som freelance rådgiver, coach og moderator for private virksomheder. Tidligere partner i et analysefirma.
Har indtil videre været på det adgangsgivende 8-ugers MBSR-kursus, Fundamentals 1, et seminar samt et fem dages retreat.
"Jeg har oplevet ledere, der ikke længere kan lave det, de kunne tidligere på grund af stress, og jeg har opdaget, at jeg kan gøre en kæmpe forskel! Jeg vil gerne gøre ledere dygtigere, så de kan ruste deres medarbejdere bedre og skabe gode virksomheder, så alle trives i deres arbejdsliv."
Jeg blev inviteret til et foredrag med en læge om stress og mindfulness. Jeg blev interesseret, fordi det pludselig havde en lægefaglig vinkel. Jeg blev vildt optaget af det. Jeg sad der som partner i en virksomhed, der rådgiver kunder om deres produkter, og pludselig kunne jeg se, hvordan vi kunne udvikle os. Hvordan jeg kunne blive en bedre leder 'bare' ved at være tilstede i nuet.
Efter foredraget fortalte en fra mit netværk mig om MBSR-forløbet på Aarhus Universitet. Jeg havde aldrig hørt om den, men det var væsentligt for mig, at den var blåstemplet og internationalt anerkendt. Jeg meldte mig på et 8-ugers MBSR-kursus for at se, hvad det var. Jeg havde ikke besluttet mig for, at jeg ville uddanne mig. Men da jeg oplevede, hvordan jeg hver onsdag stæsede fra en stresset hverdag for at nå kurset – og stæsede direkte tilbage igen – fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at gå all in, hvis jeg ville lære det her.
Det var en kæmpe aha-oplevelse for mig at tage det så meget ind privat. Jeg har fået masser af viden om mindfulness og fået det godt ind under huden. Jeg ved, hvordan det skal være en del af mig, så jeg kan formidle det videre. Jeg kendte til yoga, men jeg skulle lære at sidde stille og meditere. Jeg plejer at analysere alting, og vi er vant til at skulle forholde os til at muligt. Så selvom øvelserne var simple, var det svært pludselig ikke at skulle gøre andet end at være til stede. Det var et stort skridt for mig at gøre det til en del af min hverdag. Men det er blevet en slags selvforkælelse. Tænk, at jeg må sidde lige her på en yogamåtte i 25 minutter uden at skulle være noget for nogen.
Jeg er vant til at være gruppeleder. Det lærer du også på forløbet, og det giver mig energi at arbejde med mennesker i en gruppe. Jeg har oplevet ledere, der ikke længere kan lave det, de kunne tidligere på grund af stress, og jeg har opdaget, at jeg kan gøre en kæmpe forskel! Jeg vil gerne gøre ledere dygtigere, så de kan ruste deres medarbejdere bedre og skabe gode virksomheder, så alle trives i deres arbejdsliv. Det har ikke en fast form, hvordan jeg vil gøre det. Og det har været lidt svært for mig at finde ro i, at jeg ikke nøjagtig ved, hvordan jeg kan lave et godt forretningskoncept ud af forløbet. Men det har jeg også lært her. At være lige her og ikke nødvendigvis planlægge hele fremtiden på forhånd.