Seminardage Yoga 2023

Yoga er metode til at se, lytte og leve med os selv, som vi er. Yoga er et system til at finde glæde i krop, sind og handling.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

torsdag 7. september 2023, kl. 10:30 - fredag 8. september 2023, kl. 16:00

Sted

Aarhus

Arrangør

Center for Mindfulness

Pris

3.150 DKK

Kursusbeskrivelse

Et sind opslugt i frygt lever i forvirring og i konflikt. En af de vigtigste årsager til frygt er, at vi ikke ønsker at se os selv, som vi er. Yoga er metode til at se, lytte og leve med os selv, som vi er. Yoga er et system til at finde glæde i krop, sind og handling. Det system vil vi studere praktisk og teoretisk på to seminardage, og vi vil få direkte erfaring med at forbinde det indre og ydre liv.

Tanker og følelser kan blive til stress, angst, depression og sygdom. Derfor er det meget vigtigt at lære at balancere. Der er tryghed i et system, der er testet gennem 7000 år, og det skal være trygt at praktisere og videreformidle yoga.

Læringsmål

  • Kendskab til de historiske rødder for yoga
  • Kendskab til yoga forskning
  • Kunne videreformidle, hvordan yoga som metode kan forbedre sundhed, trivsel og handlekraft
  • Med sikkerhed kunne guide simple yoga stillinger
  • Få erfaring med energiarbejde, åndedrætsøvelser, chanting

MBSR og MBKT

Mindfulness-Baseret Stress Reduktion (MBSR) og Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) er videnskabeligt testede programmer, der kan forbedre mentalt helbred og nedbringe symptomer på stress, angst, depression og smerte. Programmerne består af intensiv træning i mindfulness, yoga og meditation. Lige nu er forskning ved at afdække, hvad det er, der gør MBSR og MBKT effektive. I et studie har man spurgt deltagerne, og her var der flest, der angav, at yoga var det, de oplevede som mest virksomt. Desuden er der flere og flere studier på vej, der specifikt undersøger effekten af yoga.

Yoga opfattes i vesten mest som de fysiske øvelser, men oprindeligt er det et helt system, der kan hjælpe os til at blive bevidste, være frie og handle etisk. 

Yoga, Tantra og Meditation i hverdagen

Swami Janakananda beskriver i bogen ”Yoga, Tantra og Meditation i hverdagen”: At være bunden er at ligge under for hæmninger og spændinger. At være fri vil sige at kunne acceptere kræfter og følelser, de er også en del af mig, og jeg kan lære at leve med dem eller omdanne dem. At tolerere dit sinds indhold giver dig evnen til at indse hvad, der ubevidst påvirker dig, så det ikke længere forstyrrer din ro eller lammer din handlekraft og livsudfoldelse. Tantra er metoden til at bevidstgøre de ubevidste kræfter- at konfrontere dem fysisk, mentalt eller energimæssigt. Yoga og meditation ses som en proces, hvor krop og sind gradvist bliver følsomt. Yoga lærer dig at:

  • opdage det naturlige og frie og blive bevidst om det, der hæmmer
  • fjerne fysisk ubehag i kroppen og sløvhed i sindet
  • føle og beherske kroppen på grundlag af energiarbejde med åndedrætsøvelser
  • arbejde med det, der forstyrrer og opleve alt det, som er
  • holde opmærksomheden ved det, du retter den mod
  • hvile i en dyb afspændt tilstand, og herfra hente energi og overblik
  • udtrykke og acceptere dine følelser, tanker og handlinger uden at fortryde eller lide under dem - leve nu, ligefremt og uden at skilte med det. 

Praktisk

Seminardagene udbydes som indtægtsdækket virksomhed og er således ikke en del af en af Aarhus Universitets akkrediterede uddannelser.

Underviser: Lone Overby Fjorback

Dagene holdes i Aarhus.

Torsdag kl. 10.30 - 17

Fredag kl. 9 - 16

Ved fremmøde begge dage udstedes kursusbevis, når seminardagene er afsluttet.