NYT WEBSITE: Dansk Center for Mindfulness lancerer nyt design
Tirsdag d. 22. marts 2022 går Dansk Center for Mindfulness live med et spritnyt hjemmesidedesign.
Dansk Center for Mindfulness lancerer et nyt hjemmesidedesign tirsdag d. 22. marts, og vi har glædet os meget til at løfte sløret for de nye opgraderinger.
Vi har givet vores hjemmeside en grundig forårsrengøring samt opdateret og optimeret alle siderne, så de er endnu nemmere for dig at gå til. Vi har nemlig haft benhårdt fokus på at gøre hjemmesiden mere intuitiv, overskuelig og brugervenlig.
En af de større ændringer er, at vi har samlet alle vores øvelser på én side. Den nye side med øvelser ligger under det nye menupunkt – Kom godt i gang – hvor vi har samlet alt, hvad du skal bruge for at komme i gang med en mindfulness- og meditationspraksis.
Her finder du for eksempel en side med viden om mindfulness og compassion samt en side med gratis film, foredrag og podcasts, som du kan kaste dig over.
Bedre overblik over projekter og testimonials
Vi har skabt bedre overblik over alle vores forskningsprojekter, så du kan dykke ned i lige præcis den forskning og de grupper (ældre, børn, unge, gravide, veteraner m.fl.), som du er interesseret i.
Desuden har vi samlet alle vores udtalelser fra deltagere fra kurser, uddannelser og forskningsprojekter på én samlet side med testimonials. Her kan du læse mere om, hvad tidligere deltagere siger om vores kurser og uddannelser.
Følg med i vores arbejde i nyhedssektionen
Som noget nyt lancerer vi en nyhedssektion (du finder den både på forsiden og på nyhedssiden). Her vil vi løbende dele nyheder om vores forskning og vores arbejde i Dansk Center for Mindfulness.
Vil du have nyt fra os direkte i indbakken, kan du skrive dig op til vores nyhedsbrev. Vi sender mellem 4-6 om året, eller hvis der er noget, vi mener, skal ud med det samme. Du har også mulighed for at følge med i vores arbejde på vores sociale medier.
Oplever du problemer med hjemmesiden?
Er der et link, der ikke virker? Eller er der noget, du ikke kan finde?
Hvis du oplever problemer med hjemmesiden, er du meget velkommen til at skrive til Steffen Madsen på steffenmadsen@clin.au.dk.