Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) til stress, angst og smerter
2-dages kursus for psykologer, læger og andre relevante faggrupper. Introduktion til MBSR.

Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
Aarhus - Toldboden
Arrangør
Pris
Kursusbeskrivelse
Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) til stress, angst og smerter
Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) er en effektiv metode til at styrke trivsel og reducere stress. MBSR har samme effekt som medicin i behandling af angst.
Er du nysgerrig på, hvad Mindfulness-baseret stressreduktion er? Og hvordan du kan bruge det i dit daglige virke som psykolog eller læge?
Dette kursus er en introduktion til MBSR, som er et evidens-baseret 8-ugers gruppeprogram, der forbedrer mental sundhed og nedsætter symptomer på stress, angst, depression og smerter. På kurset vil du få en overordnet introduktion til interventionen og hvad mindfulness er. Ydermere vil der være fokus på, hvordan du kan bringe mindfulness ind i dit daglige virke som psykolog eller læge både i forhold til selvomsorg samt, hvordan du kan bruge det i relation til dine klienter/ patienter.
Du behøver ikke at have baggrund i mindfulness eller meditation for at profitere af kurset. Vi vil på kurset gennemgå, hvordan man kan anvende mindfulness som et selvstændigt behandlingselement og metode til egen omsorg. Har du allerede erfaring med og kendskab til mindfulness træningen, kan dette kursus være en god mulighed for at fordybe dig i emnet og få en dybere forståelse for MBSR programmets formål og indhold.
Kurset er ikke en del af en af Aarhus Universitets akkrediterede uddannelser og derfor ikke omfattet af en studieordning.
Dato og tidspunkt
Torsdag d. 25. januar kl. 9.30-17.00 og fredag d. 26. januar kl. 8.30-16.
Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet
Toldboden
Hack Kampmanns Plads 1-3, 4.
8000 Aarhus C
Varighed
Antal effektive undervisningstimer á 60 minutter udgør i alt 12 timer.
Tilmelding
Tilmelding er åben. Skriv til mindfulness@clin.au.dk, hvis du har spørgsmål.
Kurset er uden forplejning. Der er adgang til køleskab.
Formål
Det er kursets primære formål at deltagerne tilegner sig viden om MBSR og hvordan mindfulness kan bruges i en klinisk hverdag. Dette gælder både i mødet med klienter eller patienter, men også som metode til egenomsorg. Deltagerne vil både tilegne sig viden om MBSR programmet på et teoretisk niveau, men også et erfaringsbaseret niveau. Der vil derfor løbende, på de to dage, være øvelser, hvor vi sammen undersøger, hvad mindfulness er indefra. Det er derfor vigtigt, at deltageren er villig til at gå ind i træning med nysgerrighed og åbenhed.
Formålet med kurset er ikke at kunne undervise i MBSR programmet, da dette kræver et 2-årigt forløb for professionelle, men at blive bekendt med programmet på et overordnet plan.
Læringsmål
Du vil på kurset stifte bekendtskab med, hvad mindfulness er og få et overblik over, hvad MBSR programmet handler om.
Du vil opnå viden om
- Mindfulness og MBSR, både teoretisk og erfaringsbaseret samt få kendskab til et udsnit af den videnskabelige evidens.
Du vil opnå færdigheder i
- At kunne vurdere, hvornår mindfulness kan anvendes som supplement til de metoder, du benytter dig af i forvejen
- Anvende mindfulness som et redskab til selvomsorg og udvidelse af din egen rummelighed i forhold til ubehag
Temaer i kurset
- Hvad er Mindfulness?
- Introduktion til MBSR-programmet
- Hvordan kan jeg bruge mindfulness i forhold til egenomsorg?
- Hvordan kan jeg bruge mindfulness i min kliniske praksis?
Undervisere
Susanne Bruggisser er cand.psych., autoriseret, specialist i psykopatologi og certificeret underviser i programmerne MBSR, MBKT (mindfulness-baseret kognitiv terapi), TIC (Træning i Compassion), Mindfulness at The Workplace, samt programmet Living in a Frantic World, begge ved Oxford Mindfulness Centre, UK.
Susanne varetager løbende undervisning i alle træningsprogrammer. Hun har undervist i Dansk Center for Mindfulness’ store skoleprojekt ’’Stressfri hverdag for børn og unge’’ i programmet ’’Styr på det hele’’, i ’’God start – mindfulness til sårbare gravide’’, ’’Mindfulness til unge’’ samt ’’Mindful soldat’’.
Lone Overby Fjorback, centerleder, speciallæge i psykiatri, lektor, ph.d., certificeret senior MBSR-underviser.
Undervisningsform
Undervisningen består af en vekselvirkning mellem teoretisk undervisning, eksempler, øvelser og fælles refleksion.
Du skal være forberedt på, at der er en del praksis undervejs i kurset, dvs. meditation og yoga. Der er yoga-måtter tilgængelige på kursus-stedet.
Kursusprogram/kursusplan
Dag 1 (6 timer) – Teori og Træning
- Hvad er mindfulness? (Heidi)
- Introduktion til MBSR (Susanne)
- Effekt og evidens (Susanne)
- Øvelser (Susanne)
Dag 2 (6 timer) – Teori og Træning
- Fordybelse i dele af MBSR-programmet (Heidi)
- Egenomsorg (Susanne)
- Øvelser (Heidi)
Målgruppe
Psykologer, der arbejder klinisk med børn og voksne samt har interesse for eller kendskab til mindfulness og MBSR og evt. er på vej mod Dansk Psykolog Forenings specialistuddannelse.
Særligt forhåndskendskab til kursets emner er ikke påkrævet.
Mindst 75 procent psykologer samt læger og andre akademikere med relevant uddannelse ift. kursets indhold.
Max 25 procent andre faggrupper (fx sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, psykologpraktikanter mv.).
OBS! Dette kursus tæller ikke som et seminar hos Dansk Center for Mindfulness.
Deltagerantal
Maksimalt 21 personer.
Kurset er godkendt af Dansk Psykolog Forening
- 6.3.99. Klinisk Børne- og Ungepsykologi Øvrige (12 timer)
- 7.3.99. Klinisk Neuropsykologi med børn og unge Øvrige (12 timer)
- 8.3.99. Pædagogisk Psykologi Øvrige (12 timer)
- 13.3.99. Psykopatologi Øvrige (12 timer)
- 14.3.99. Psykotraumatologi Øvrige (12 timer)
- 15.3.99. Klinisk Neuropsykologi Øvrige (12 timer)
- 16.3.99. Gerontopsykologi Øvrige (12 timer)
- 11.4.4.2.1. Generel klinisk viden inden for det sundhedspsykologiske område (30 timer) (tidligere 60 timer) (12 timer)
- 12.4.4.2.3 Anden teoretisk referenceramme (30 timer) Kognitiv/adfærdsterapeutisk (12 timer)
- Tværgående modul 12 timer (gælder andre specialistuddannelser undtaget specialistuddannelsen i Arbejds- og Organisationspsykologi)
- Systematisk efteruddannelse for psykologer med ydernummer. Særligt for psykologer med ydernummer: Du kan få refunderet 1.500 kr. pr. kursusdag i op til to kursusdage pr. år (jf. overenskomstaftalen mellem Regionerne og Dansk Psykolog Forening).
Kursusbevis
Der udstedes ét kursusbevis (jf. krav til indhold fra Dansk Psykolog Forening) når kurset er afsluttet (jf. fremmødekrav fra Dansk Psykolog Forening). Ingen eksamen eller afsluttende opgave.
Dansk Psykolog Forenings fremmødekrav: Det forudsættes som udgangspunkt, at kursisten deltager i kurset 100% af det godkendte timetal. Ved mere end 10 procents fravær skal kursusudbyder/underviser tage stilling til, om der kan udstedes et kursusbevis. Hvis der ikke kan udstedes et kursusbevis pga. for højt fravær, kan der i stedet udstedes et deltagerbevis med reduceret timetal. Tvivl og tvister afgøres lokalt.