.b-programmet

Mindfulness-programmet .b (udtales dot-bee) står for "stop and be" eller på dansk "stop op og vær til". Det er udviklet til børn og unge i alderen 11-18 år i England. Det første pilotprojekt fandt sted i 2008 på en privat drengeskole, og bestod af fire lektioner. Siden er det blevet udvidet og testet, og i dag har over 350.000 elever i flere lande gennemgået programmet. .b er allerede implementeret til forebyggelse af stress og mistrivsel på skoler i England. 

I dag består programmet af 10 lektioner, der er skræddersyet til at passe ind i grundskolens dagligdag blandt børn og unge. De 10 lektioner finder sted én gang om ugen over et forløb på 10 uger i den almindelige skoletid. I undervisningen lærer eleverne om mindfulness som en måde at arbejde med hverdagens oplevelser og udfordringer, og de præsenteres for en række korte meditationsøvelser, som praktiseres fælles på klassen.

Programmet er designet i øjenhøjde med børn og unge, og anvender eksempelvis trafikken og dyr som metaforer for tankerne og sindet. Udover de 10 skemalagte lektioner inviteres eleverne til at lave guidede meditationsøvelser som hjemmearbejde 10 minutter om dagen. Den guidede hjemmepraksis består af øvelserne, eleverne er blevet præsenteret for i undervisningen, og som de i fællesskab har praktiseret på klassen.

Dansk Center for Mindfulness har købt programmet af det engelske forskerhold, der står bag udviklingen af programmet. Grunden til, at vi har valgt dette program, er, at det pt. er det mest veldokumenterede mindfulness-program til aldersgruppen, der findes. Da den pædagogiske tilgang til børn i Danmark adskiller sig fra det engelske skolesystem, hvilket afspejler sig i elevernes modenhed og selvstændighed, har vi valgt at målrette .b-læreruddannelsen til lærere, der underviser aldersgruppen 11-14 år.

Læs mere om .b-programmet på den engelske hjemmesiden her.

Læs og se udtalelser fra udenlandske elever her.