Vi er meget glade og stolte af, at God Start på Familielivet nu kan forsætte efter projektperioden.
Dansk Center for Mindfulness har været partner siden opstarten i 2019 og undervist omkring 300 gravide i Mindfulness-Baseret Stress Reduktion (MBSR). Fremadrettet varetages den undervisning af MBSR-uddannede jordemødre i Familieambulatoriet. Stor tak til Amager og Hvidovre Hospital, Østifterne og Mary Fonden for et fantastisk samarbejde.
Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital tilbyder hjælp til gravide og deres partnere, som er udfordret med blandt andet misbrug, psykisk sygdom og vold. Med tidlige indsatser allerede under graviditeten kan familieambulatoriet hjælpe familien, så barnet får de bedste muligheder.
"Vi kan se, at der kommer flere gravide familier, som har behov for hjælp under graviditeten, og her har Familieambulatoriet vist sig at være en stor succes med deres omsorg og indsats til vordende forældre. Vi vil gerne udbrede hjælpen til endnu flere sårbare familier, og derfor var der i regionsrådet også stor enighed om at finde flere penge, så Familieambulatoriet kan fortsætte og udvide det gode arbejde," fortæller regionsrådsmedlem Bergur Løkke Rasmussen (M).
Familieambulatoriet og indsatsen med tidlig opsporing og hjælp til gravide og familier med særlige behov er en del af Region Hovedstadens fødeplan fra 2023, som skal sikre familier i regionen en oplevelse af et fødetilbud af høj faglig kvalitet med den enkelte familie i centrum. Regionsrådet afsatte med Budgetaftalen 2025 i alt 5,5 mio. kr. til Fødeplanen, hvoraf størstedelen går til at styrke bemandingen på In-house fødeklinikker, så flere kvinder kan føde i et skærmet og mere hjemligt miljø med mulighed for hurtig overflytning til fødeafdeling ved behov. I budgetaftalen har regionsrådet samtidig prioriteret 2 mio. kr. til at udvide Familieambulatoriets tilbud, så indsatserne kan komme flere familier til gode.