Mindfulnessbaseret Kognitiv Terapi, MBKT

Programmet MBKT er en af de største succeser inden for kognitiv terapi. Vi har i 15 år haft højeste grad af videnskabelig dokumentation for, at MBKT programmet virker og er et reelt alternativ til medicinsk behandling af depression.

Der er brug for forebyggelse og behandling af depression med evidens. Kan og vil vi i Danmark give plads til, at den der rammes frit kan vælge mellem mindfulness og medicin, sådan som der er muligt i England?  Programmet MBKT er en af de største succeser inden for kognitiv terapi. Vi har i 15 år haft højeste grad af videnskabelig dokumentation for, at MBKT programmet virker og er et reelt alternativ til medicinsk behandling af depression.

MBKT FORSKNING

Anne Maj Van der Welden har i et dansk phd.projekt vist at:
MBKT er en effektiv behandling af depression

Dansk videnskabeligt lodtrækningsforsøg har vist, at MBKT får 65% ud af depression, mens patienter, der får den sædvanlige behandling, et år efter fik det værre. 

De biologiske virkningsmekanismer kan måles

Virkningsmekanismerne er målt i hjernen med hjernescanning (fMRI), der viser styrket opmærksomhedskontrol og i hjertet målt med pulsvariabilitet (HRV), der viser styrket stressregulering. MBKT lærer således patienterne at holde opmærksomheden i kroppen og observere sindet, så tanker ikke sidder fast i depression.

Danmark er bagefter…

I England og Holland har patienter med depression valget mellem MBKT og medicin. I Danmark er MBKT ikke del af det offentlige sundhedsvæsen og er af Sundhedsstyrelsen kun anbefalet som supplerende til medicinsk behandling af depression. Vores studie har i lighed med international forskning vist, at MBKT er effektivt både som selvstændig behandling og som supplerende behandling af depression. Forskning dokumenterer, at MBKT er et reelt alternativ til forebyggelse af depression, og MBKT kan anvendes som behandling af depression.

DEPRESSION

Depression koster godt 9 mia. kr. årligt og rangerer som nummer 1 i totale omkostninger ved sammenligning med 24 neurologiske og psykiatriske sygdomme. Stressrelaterede lidelser rangerer som nummer 5. Hver dag dør to personer ved selvmord i Danmark, hvilket er flere personer end dem, der bliver dræbt i trafikken. Depression starter tidligere og tidligere, det betyder, at første depressive episode ofte allerede debuterer som barn eller ung. Behandlingen i Danmark er helt overvejende antidepressiv medicin evt. suppleret med psykologsamtaler. Cirka 90% af patienter med depression behandles i almen praksis, og depression er årsag til ca. 10% af besøg hos egen læge. Hvis man én gang har haft en let til moderat depression, er der ca. 50% risiko for at opleve en ny depressiv episode senere i livet. Ved svær depression er risikoen for tilbagefald 75%.

Psykiatrien tager sig af de sværest ramte tilfælde, og for at komme i betragtning til behandling i psykiatrien i Region Midt skal en patient have forsøgt to medicinske præparater hos egen læge og et tredje hos privatpraktiserende psykiater.

Vi er nødt til at ændre tankegang og begynde at se på forebyggelse, derfor har vi lavet business case med løsningsforslag som vi præsenterede ved foretræde på Christiansborg i starten af maj.
Løsningsforslagene omhandler hvordan vi styrker mental sundhed og forebygger depression hos unge og deres pårørende.

Foto: Trappe på Christiansborg, Lise Juul (tv) og Lone Overby Fjorback (th)