Compassion for professionelle

Vil du undervise i compassion med evidens?

Compassion-forløbet er en grundig indføring i den forskningsmæssige, psykologiske, etiske og filosofiske baggrund samt praktisk træning i at undervise i compassion med udgangspunkt i den forskning, der er på området. Forløbet kvalificerer dig til på sigt at undervise det 8-ugers manualiserede Træning i compassion-kursus (TIC), som er udviklet hos Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet.

Compassion-forløbet forudsætter, at du er indstillet på at arbejde med dig selv. Det er et stort ansvar, og det kræver en stor indsats at kunne møde både din egen og andres stress, smerte og sorg med venlighed og compassion.

Ved hvert element og underliggende mødegange skal du være indstillet på forberedelsestid. Forberedelse kan fx være skriftlig eller forskningslitteratur.

Compassion-forløbet er ikke en del af en af Aarhus Universitets akkrediterede uddannelser. Forløbet udbydes som indtægtsdækket virksomhed og er derfor ikke omfattet af en studieordning.

Målgruppe

Compassion-forløbet henvender sig til professionelle, fx sundhedsprofessionelle, ledere, HR og selvstændige, som vil implementere og kunne undervise i TIC-kurset på arbejdspladser, i organisationer eller institutioner.

For at kunne starte på forløbet, skal du have gennemført følgende to kurser:
Træning i compassion, TiC
og
Compassion, forskning og evidens, CFE

Varighed

Forløbet kan gennemføres på 2 år.
Du er ikke forpligtet til at følge hele forløbet og kan til enhver tid stoppe eller udsætte din deltagelse. Det falder betaling for hvert element. Betalingen sker på forhånd eller i umiddelbar forlængelse af afholdelse.

Pris

Der betales for hvert element i forløbet. Se uddybende oplysninger i prisoversigten.

Fakta

  • Dato og tidspunkt: Forløbet kan startes i april - se dato i kalenderen herunder
  • Tilmeldingsfrist: Senest 1 måneder før startdato for Internat I
  • Varighed: 2 år - kan strækkes over længere tid
  • Sted: Danmark
  • Pris: Se prisoverblik herunder
  • Deltagerantal: 14 – 20 personer
  • Sprog: Dansk

Ingen eksamen eller udprøvning.

Undervisning

Hovedansvarlige for Compassion-forløbet er Nanja Holland Hansen (psykolog, ph.d.) og Lone Overby Fjorback (speciallæge i psykiatri og ph.d. i mindfulness).

Bemærk! Vil du med på forløbet, skal du to måneder før Internat I starter søge om en plads. Du sender en ansøgning ved at klikke på den orange bjælke "Ansøg op optagelse..".




Hvorfor tage Compassion-forløbet?


Hvad får jeg ud af at tage forløbet?

  • Kvalifikationer til at undervise det evidensbaserede 8-ugers manualiserede Træning i compassion-kursus (TIC) udviklet af Dansk Center for Mindfulness fra Aarhus Universitet.
  • Mulighed for at bringe compassion ind på din arbejdsplads, organisation, institution eller dit privatliv.
  • En indgående og nuanceret forståelse af forskningen, psykologien, filosofien og etikken bag compassion
  • Praktiske og pædagogiske færdigheder til facilitering af compassion
  • Værktøjer til at reducere stress og styrke trivsel og arbejdsglæde
  • Evner til at lede med compassion og navigere bedre i organisationen
  • Værktøjer til at undervise i compassion-meditationer
  • Mulighed for at forbedre dine relationer til familie, venner, kolleger, dig selv og verden
  • Mulighed for at fordybe din evne til at give og modtage compassion
  • Træning i at facilitere en gruppeproces, der skaber psykologisk tryghed og fordrer fremadrettet læring, udvikling og samarbejde
  • Under hele forløbet får du både teoretiske og praktiske værktøjer samt supervision.

Evnen til at lindre lidelse

Compassion er evnen til at lindre lidelse. Der er en afgørende evne for alle, der har med mennesker at gøre. Og alle kan gennem træning forbedre evnen til at være der for andre uden at synke ned i håbløshed, fornægtelse eller aggression.

Compassion-træning og fokus er anvendt i forskellige psykologiske programmer og retninger både som individuel terapi og som træning på kurser med vægt på forskellige komponenter. Compassion er et gammelt buddhistisk begreb, der går igen i alle visdomstraditioner og religioner, men compassion som psykologisk begreb underlagt vestlig videnskabelig forskning er forholdsvis nyt.

Siden 2016 har vi forsket i compassion og afholdt kurser for private, pårørende, ledere og sundhedspersonale. Derfor er et forløb med henblik på at undervise i compassion nu mulig ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet.

Forløbet i compassion er en grundig indføring i compassion, både teoretisk og praktisk. Du vil blive trænet i at forstå compassion indefra og ud. Det er afgørende at sætte sig intellektuelt ind i stoffet og forskningen, men det er lige så afgørende at forstå compassion på egen krop – at forstå, hvordan det er at møde sin egen og andres lidelse med et åbent hjerte, hvordan det kan sætte alt muligt i gang i os selv, og hvordan vi i hverdagens situationer kan bruge vores praksis.


Oprindelse og historien bag Compassion-forløbet


I 2005 mødtes forskere fra vesten og meditationseksperter fra Tibet. Dalai Lama bad forskerne om at undersøge compassion og positive kvaliteter i sindet på samme måde, som de dengang undersøgte negative tilstande i sindet såsom stress, angst, depression, vrede og misbrug. På det tidspunkt var ordet compassion ikke nævnt i vestlige lærebøger eller videnskabelige artikler om psykologi.

I dag er der over 1.000 videnskabelige artikler, der viser, at compassion er en kvalitet, der kan trænes. Det er ikke kun noget, nogen har eller ikke har, men en kvalitet, alle kan træne, og som alle altid kan forbedre. 

Omkring 2010 begyndte forskellige compassion trænings-programmer at blive udviklet for at give et systematisk og manualiseret bud på, hvordan compassion-træningen kunne udbredes i samfundet. Et af de programmer, som Dansk Center for Mindfulness var de første til at tilbyde til den danske befolkning i 2016, var Compassion Cultivation Training (CCT) udviklet ved Stanford University i 2009.  

Træning i compassion-kurset (TIC) og Compassion-forløbet tager udgangspunkt i mange års erfaring i at undervise i og træne compassion samt mindfulness-baserede interventioner. Og ligesom alt andet, som Dansk Center for Mindfulness tilbyder, er det understøttet af forskning.



Adgangskrav og opbygning




Deltagerforudsætninger

Vi opfordrer interesserede med forskellige baggrunde til at søge om plads på forløbet. Der er ingen formelle uddannelseskrav, men du skal være forberedt på at have en daglig compassion-praksis og kunne læse og forstå artikler på universitetsniveau i psykologi, filosofi, etik, og pædagogik.

Ideelt udviser du:

  • Entusiasme for compassion-træning og undervisning i compassion
  • Intention om at undervise det 8 ugers Træning i compassion-kursus (TIC) på kort og lang sigt
  • Tilknytning til en gruppe eller miljø, hvor man planlægger at undervise i compassion
  • Nysgerrighed på andres og egen læring
  • Fremragende lytte-, kommunikations- og faciliteringsevner
  • Personlig meditationspraksis

Kriterier for plads på forløbet

For at få plads på forløbet skal du opfylde følgende kriterier:
Gennemført eller påbegyndt Træning i compassion-kursus (TiC)
Og
Gennemført eller påbegyndt 8-ugers live-online-kursus Compassion, forskning og evidens (CFE)

Forløbets elementer

Compassion-forløb for professionelle består overordnet af:

  • Internat I -  Afholdes som 4 dages internat, typisk i april (1 gang årligt).
  • Internat II -  Afholdes som 4 dages internat, typisk i november (1 gang om året).
  • Gruppesupervision - 6 x 1 times supervision på egen praksis
  • Live-online moduler - 2 x 8 mødegange af 2 timer
  • Seminardage - 3 x 2 dages seminar.
  • Stilhedsretreat - Supplement til din egen træning.  

Efter Internat I kan du holde oplæg eller workshop som introduktion til compassion.

Efter Internat II opfordrer vi deltagerne til at kontakte CEA for Praktikum og certificering med henblik på at begynde undervisning i TIC-programmet.

Efter fuldendt Praktikum og certificering kan du påbegynde undervisning af det samlede 8-ugers TICR-kursus og kalde dig TIC-lærer.

Se mere info om dato og tid for hvert element under Ansøgning

Detaljeret beskrivelse:

  • Internat 1 – Organisk gennemgang
    På internatet gennemgår vi organisk det 8-ugers manualiserede Træning i compassion-kursus (TIC). Dvs. du er "deltager", og du gennemgår programmet og deltager i øvelserne og sparrer med de andre, som om I er deltagere i programmet.
    På internatet får vi en erfaringsbaseret forståelse for samtlige elementer i compassion-programmet, herunder udforskning af de grundlæggende formelle compassion-øvelser, og hvorledes den direkte erfaring med disse øvelser relaterer sig til det at være underviser i TIC-programmet. Det er også på dette internat, at fordybelse af egen compassion-praksis starter, og det vil være et gennemgående element under hele forløbet.
    Dette element bygger på praktisk træning, refleksion samt dialog og udveksling. Internat 1 strækker sig over fire sammenhængende dage, med professionel træning fra morgen til aften. Der skal afsættes tid til daglig træning af compassion mellem hvert af forløbets elementer.
     
  • Live-online moduler
  1. Compassion og psykologi
  2. Compassion, etik og filosofi
    Strukturen for de to live-online moduler er:
    Gruppen mødes otte sessioner a to timer live-online en gang om ugen gennem otte uger. Til hver undervisningsgang vil der være en tekst samt bogkapitel. Hver undervisningsgang starter med en kort intentionssættende øvelse efterfulgt af et oplæg af underviseren, mulighed for gruppediskussion samt diskussion i plenum og en længerevarende meditationspraksis.  

Compassion og psykologi

Dette live-online modul giver et indblik i de forskellige psykologiske retninger, som oftest kommer til udtryk via egen træning og i undervisningsøjemed. Disse retninger kunne for eksempel være evolutionær psykologi, tilknytningsteori, Motivational Systems Theory og Theory of Mind.  


Compassion, etik og filosofi

I dette live-online modul arbejder vi med de etiske og filosofiske elementer af compassion, både i forhold til en historisk kontekst (hvordan compassion er en del af de forskellige religioner), og i forhold til hvordan vi forstår compassion – hvordan vi forholder os til andre mennesker og vores egen moral og etik.

Vi udforsker for eksempel vores forståelse af compassion via etiske og filosofiske læresætninger fra bl.a. 1200-tallet, og undersøger, hvordan disse etiske og filosofiske læresætninger bliver inkorporeret og er en del af vores hverdag.    


  • Supervision
    I mindre grupper mødes du online regelmæssigt hver 2.-3. uge i 1 time med underviserne. I denne periode vil du i et støttende miljø udvikle og reflektere over din personlige compassion-meditationspraksis. Du vil være tilknyttet den samme supervisionsgruppe igennem hele forløbet. Supervision foregår online og kræver ikke fysisk tilstedeværelse. 
  • Internat II  Pædagogik: Hvordan underviser man i compassion?
    På dette internat er der fokus på træning i at undervise i compassion. Dagene er organiseret på den måde, at du først bliver undervist i en session, hvorefter du går ud med din supervisionsgruppe og har mulighed for at undervise en kortere version af sessionen. Derefter får du konstruktiv feedback fra supervisionsgruppen. Underviserne vil på forskellige tidspunkter deltage i de små grupper.
    Det teoretiske fundament for undervisningen er erfaringsbaseret læring. Feedback fra supervisionsgruppen vil inkludere organisering af undervisningen, relationskompetence, embodiment, guidning af meditationer, formidling af undervisningstema samt gruppeproces. Det er disse elementer, der trænes på internat II, da de er grundlæggende for evnen til at undervise andre.
    Internat II strækker sig over fire sammenhængende dage med professionel træning fra morgen til aften.

Seminardage

Seminardage består af to sammenhængende undervisningsdage, 6 undervisningstimer pr. dag, uden overnatning.

Seminardagene er opbygget således:

  • Seminardag 1: Fagligt oplæg fra underviser samt gruppearbejde med fokus på udarbejdelse af en pitch til det valgte kerneområde om, hvorfor det er vigtigt at implementere et compassion-træningskursus i din organisation.

  • Seminardag 2: Fagligt oplæg fra underviser samt gruppearbejde med fokus på tilrettelæggelse af en undervisningsplan samt undervisning af et element fra en af sessionerne

  • Seminardag 3: Fagligt oplæg fra underviser samt relationskompetenceøvelser.

  • Seminardag 4: Fagligt oplæg fra underviser om gruppe dynamikker samt individuelt og gruppe arbejde med gruppe dynamikker

  • Seminardag 5: Grundig gennemgang af manualen bag det 8-ugers manualiserede TIC-program og afslutning.

  • Seminardag 6: Grundig gennemgang af manualen bag det 8-ugers manualiserede TIC-program og afslutning.


Praktikum og certificering

Ved afslutningen af det samlede forløb kan der via Compassion Education Alliance, USA, søges om praktikum og certificering.

Praktikum vil sige, at du underviser i det 8-ugers Træning i compassion-kursus, hvor du modtager ugentlig supervision på undervisningen.

Du skal selv finde dine deltagere samt undervisningslokale og din undervisning skal videooptages. Efter de otte mødegange, skal du indsende to af disse videooptagelser til supervisor. Baseret på disse videooptagelser, feedback fra deltagere på TIC-kurset og det gennemførte compassion-forløb indstilles du til certificering.

Accepteres indstillingen, modtager du dit certificeringsbevis, og du må herefter undervise det 8-ugers TIC-kursus i det regi der er aktuelt for dig.
Pris for praktikum inkl. supervision og certificering: Påregn 12.000 kr.



Undervisere



Lone Overby Fjorback

Centerleder, speciallæge i psykiatri, lektor, ph.d., certificeret MBSR-underviser fra Center for Mindfulness, UMASS og Mindfulness Center, Brown University, USA.

Lone Overby Fjorback blev uddannet speciallæge i psykiatri i 2011. Siden 1989 har hun haft en daglig meditations- og yogapraksis, og hun har gennem tiden kombineret denne lidenskab med sin lægefaglige karriere.

lone.overby.fjorback@clin.au.dk

Forskningsprofil

Nanja Holland Hansen

Ph.d., aut. psykolog og certificeret CCT-underviser fra Standford University, USA.

Nanja Holland Hansen har arbejdet med at undersøge effekten af compassion-træning på pårørendes mentale sundhed. Hun har udviklet kurser og workshops og formidler, hvordan compassion-træning kan anvendes i forskellige sektorer.

nanjahh@clin.au.dk

Forskningsprofil





Prisoverblik


Priser for forløbets elementer

  • Internat I (30 undervisningstimer): 9.044 kr.
  • Gruppesupervision på egen praksis (6 timer): 3.073 kr.
  • Live-online modul, Compassion og psykologi (16 undervisningstimer): 4.916 kr.
  • Live-online modul, Compassion, etik og filosofi (16 undervisningstimer): 4.916 kr.
  • Internat II (30 undervisningstimer): 9.044 kr.
  • Seminardage (36 undervisningstimer): 14.746 kr.

Samlet pris for undervisning: 45.739 kr.

I forbindelse med Internat I og II kommer der tillæg til forplejning: ca. 1.522 kr. inkl. moms pr. Internat.

Evt. logi i forbindelse med Internat I og II står du selv for og er derfor ikke medregnet. 

Du er ikke forpligtet til at følge hele forløbet og kan til enhver tid stoppe eller udsætte din deltagelse. Det falder betaling forud for hvert element. Det er muligt at lave aftale om afdrag.

Adgangskrav

Inden Internat I skal følgende være gennemført:
8-ugers kurset Compassion, forskning og evidens, CFE, og mindst et 8-ugers kursus i Træning i compassion,TIC. Da CFE kurset kun afholdes en gang årligt er det muligt at søge om plads på forløbet med dispensation for CFE. CFE skal da gennemføres ved næste mulighed.

  • Gennemført Internat I giver adgang til live-online modulerne og gruppesupervision.

Inden Internat II skal følgende være gennemført:
TIC-kursus
Internat I
Live-online modul x 2
Gruppesupervision på egen praksis
Evt. retreat

  • Gennemført Internat II giver adgang til seminardage og gruppesupervision.

Når alle elementer er gennemført kan der søges om praktikum hos Compassion Education Alliance og derved få mulighed for at undervise i det 8-ugers TIC kursus.

Krav om fremmøde

Det er et krav, at du møder op og deltager aktivt. Maksimalt tilladt fravær på baggrund af sygdom eller andet er 10 %. Du må maksimalt udeblive fra to undervisningssessioner på hhv. TIC-kurset, CFE-kurset og live-online modulerne. Du skal være til stede på begge internater samt seminardagene. Der gives kursusbevis pr. afsluttet element. Der er ingen eksamen eller udprøvning i forløbet.
Bemærk! Har du som mål at undervise i det 8-ugers TIC-kursus, skal alle elementer inkl. praktikum gennemføres.



Ansøgning om optagelse på forløbet og elementerne


Internat I, november 2024

Professionel træning fra den 14.-17. november 2024.

Ansøgningsfrist er fredag d. 20. september 2024.

Optagelseskriterier

  • Deltagelse i et 8-ugers TIC-kursus
  • Gennemført 8-ugers CFE-kursus
  • En stabil meditationspraksis
  • Evt. deltagelse i et stilhedsretreat á 5-7 dages varighed (retreat-erfaring er en fordel med ikke et krav inden start).

Tid

Start torsdag den 14. november kl. 13 - slut søndag den 17. november kl. 12.

Pris

9.045 kr. - dækker undervisning og materialer (undervisningen er fritaget for moms).
Hertil kommer beløb for kost, ca 1.450 kr. inkl. moms. Logi står du selv for.

Ansøgning om optagelse

For at deltage på Compassion Internat I skal du sende en ansøgning om optagelse. Din ansøgning skal give et godt indblik i hvem du er som menneske og indeholde:

  • Motivation - hvad får dig til at træne og arbejde professionelt med compassion
  • Erfaring med compassion
  • Information om gennemført 8 ugers TIC kursus
  • Information om gennemført 8 ugers CFE kursus
  • Indikation af hvilken målgruppe du ønsker at undervise og din adgang til målgruppen
  • Uddannelsesbaggrund - vedlæg cv med foto
  • Andet, du mener, kan være relevant.

Datoplan, forløb med start i 2024

Compassion, forskning og evidens, CFE:

Onsdage kl. 16-18
14/8, 21/8, 28/8, 4/9, 11/9, 18/9, 25/9, 2/10 2024

Internat I:

Torsdag kl. 13 til søndag kl. 12
14/11 - 17/11 2024


Live-online Compassion og Psykologi:

Onsdage kl. 9-11
Otte mødegange, 2025

Live-online Compassion, Etik, og Filosofi:

Onsdage kl. 9-11
Otte mødegange, 2025

Internat 2:

Torsdag kl. 13 til søndag kl. 12
2025

Seminardage:

Seks hele dage, sammenhængende torsdag og fredag, fordelt over tre måneder i 2025.
Datoerne oplyses snarest.