Træn mental sundhed

Mindfulness er ikke noget, du skal tro på.

Du behøver ikke vente på, at du bliver syg, for at træne mindfulness. Og mindfulness er ikke noget, du skal tro på. Det er videnskabeligt dokumenteret, at programmet Mindfulness-baseret Stressreduktion (MBSR) kan styrke mental sundhed, og at programmet Mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT) kan forebygge depression på niveau med antidepressiv medicin.

MBSR henvender sig til alle, der ønsker at styrke mental sundhed, og MBKT henvender sig til personer, der er eller har været syge med depression.

MBSR og MBKT kan bruges som supplement i behandling – fordi stress er en risikofaktor for stort set alle sygdomme. MBKT er et reelt alternativ til medicinsk behandling af tilbagevendende depression, fordi massiv forskning har dokumenteret, at MBKT er lige så effektivt som medicin. Mange tåler ikke medicin eller ønsker ikke medicinsk behandling, derfor er det vigtigt at vide, at der nu er et reelt alternativ til medicinsk behandling af depression.

Når det er sagt, er der stor forskel på kvaliteten i den mindfulness, der udbydes både offentligt og privat. Dansk Center for Mindfulness forsker og uddanner i programmer, der har højeste grad af videnskabelig evidens – MBSR og MBKT. Her er der dokumenteret effekt for gavnlige effekter som for eksempel

• Bedre opmærksomhed, humør, empati og modstandskraft

• Mere energi, glæde, koncentration og hukommelse

• Mindre stress, angst, depression og smerter. 

Alle kan have gavn af træning, ligesom det er godt for alle at dyrke motion

Det er godt at løbe eller gå en tur, men træning af mental sundhed er mere, og det er forskningsmæssigt bevist, at vi aktivt kan træne evnen til at værdsætte livet, være glad, opmærksom og empatisk. Det fjerner ikke smerte, men det hjælper os til at leve med livets sorger og glæder. Alle kan blive mere bevidst til stede i livet både når det går godt og når det går skidt. Problemet er, at vi ikke ved, hvornår vi ikke er bevidste, men bare lever på autopilot. Vi risikerer at leve vores liv uden at være til stede. Og når vi ikke er det, er det svært at være der for andre og for os selv