Delta

“Bæredygtige vane-ændringer – til at leve med”

 

Delta-programmet er en ny vej til sunde livsstilsændringer og vægttab. Programmet er udviklet gennem forskningsprojekter ved Københavns og Århus Universitet.
Kernen er en særlig anvendelse af mindfulness - hvor der lægges ekstra vægt på gruppe-støtte og en metode til at eksperimentere opmærksomt med vaner i hverdagen.
Alle kan være med, men programmet henvender sig særlig til overvægtige, og andre der flere gange har forsøgt at ændre livsstil, har haft held med det for en tid, og så mistet grebet.
Delta-programmet omfatter det veldokumenterede MBSR mindfulnessprogram i sin helhed - suppleret med en række yderligere metoder og redskaber, som fokuserer og forstærker effekten i retning af vane-ændringer.

Hvad er Delta-programmet?

 

Delta-programmet i forhold til andre mindfulness-programmer

Delta-programmet er blevet udviklet til at være særlig effektivt og brugbart i forbindelse med livsstilsforandringer, sundhedsfremme og vægttab, med udgangspunkt i det mest veldokumenterede mindfulness-program, MBSR. Forsknings- og udviklingsarbejdet omkring Delta-programmet har ført til en lang række tilpasninger i form af tilføjelser og små forskydninger, men indeholder stadig det komplette MBSR-program.

Forskning omkring Delta-programmet

Delta-programmets form og indhold blev oprindelig udviklet i et forskningsprojekt ved Københavns Universitet i årene 2010-14 (Niels Viggo Hansen, Per Brændgaard og medarbejdere). Her blev også udført en kontrolleret effekt-afprøvning med lovende resultater. Efterfølgende forskning i samarbejde med Århus Universitet og Randers kommune har fokuseret på at optimere programmet til implementering i kommunale sundhedscenter. Flere videnskabelige samarbejdspartnere er involveret i en planlagt næste fase med fokus på hvordan tryghed, mad og vaner spiller sammen. Den første videnskabelige publikation om Delta-programmet kan læses her.

Formålet med kurset

 

Kernen i Delta-programmet er en ny logik for livsstils-ændringer. En ny stress-fri måde at gå til sagen på, for mennesker som ønsker at ændre ting i dagligdagen for at leve sundere og gladere.

At “dyrke” sine vaner – ligesom man hjælper æbler og andre gode vækster frem i en frodig have – er et godt billede på det særlige i delta-tilgangen. I stedet for konstant at skulle bide tænderne sammen og kæmpe mod hverdagsvaner, lærer man dem at kende og hjælper dem frem til den bedste version af sig selv. I stedet for at undertrykke kroppens signaler om sult, træthed osv, udforsker man dem. I stedet for at gå alene med oplevelser man skammer sig over, deler man erfaringer og ideer med en gruppe, som forstår og støtter en. Man lærer at danse med vanerne, som en deltager har udtrykt det.

Metoderne. Delta-programmet er designet til bedst muligt at støtte denne stress-frie eller “ikke-voldelige” tilgang til at ændre vaner, ved systematisk at kombinere en række metoder som på en gang kan reducere spændinger og opbygge livsglæde og energi:

  • mindfulness (opmærksomhedstræning og stressreduktion)
  • kropslig accept
  • individuelle eksperimenter i hverdagen
  • en støttende gruppe


Udbyttet
Med mange slags kure, diæter og slanke-råd er det almindeligt at se et vist vægttab over en kort periode, fx. 2 eller 3 måneder, men måler man efter 6 eller 12 måneder er vægten vendt tilbage til niveauet  man startede ved. Måske endda tilbage til den samme stigende kurve. Delta-programmet viser en meget anderledes profil: langsomme men stabile resultater. Programmet sigter i øvrigt på sundhed og livskvalitet i bredere forstand, ikke kun vægttab. Erfaringer og pilotstudier tyder på at dette lykkes, så deltagerne ikke bare bliver tyndere men gladere og sundere.

Hvordan foregår det?

 

Forløbet. I praksis er Delta-programmet udformet som et kursus med 9 ugentlige mødegange a 3 timer, samt et enkelt heldagsmøde (7 timer). Holdstørrelsen er 12-25 deltagere. Der lægges stor vægt på direkte erfaring igennem en række metoder man lærer og træner med – og på at dele erfaringer gruppen. Vi sørger for at gruppen får lov at udvikle sig til et godt, naturligt miljø, hvor alle føler, de er rummet og både kan bidrage, blive hørt og finde støtte.

Der er hjemmetræning med mindfulness-meditationer og andre øvelser, som tager ca. 20 minutter to gange om dagen, og anbefalingen er, at man ikke starter på programmet, før man er klar på, at man kan og vil gennemføre møderækken og hjemmetræningen – at give det en chance i tre måneder.

Efter afslutningen af 3-måneders forløbet er man klædt godt på til at fortsætte den gradvise udforskning af sundere og gladere vaner med delta-metoderne på egen hånd, understøttet af de materialer – tekster, lydoptagelser mm – som er uddelt i kursets løb. Derudover ser vi tit at delta-hold fortsætter med at mødes på egen initiativ.

Er du interesseret?

Kom til orienteringsmøde

Orienteringsmødet er gratis, og vi anbefaler, at du møder op, også selvom du er ved, at du gerne vil deltage og kender til kurset. 

På orienteringsmødet har du mulighed for:

  • Høre om principperne bag programmet
  • Møde holdets underviser
  • At få et førstehåndsindtryk af de mindfulness-metoder, du kommer til at arbejde med
  • Lejlighed til at stille alle slags spørgsmål du måtte have om forløbet
  • At bekræfte deltagelse


Her finder du en oversigt over kurser inkl. orienteringsmøder