Book et MBSR-kursus

MBSR i virksomheden eller på arbejdspladsen

På mange arbejdspladser er presset og forventningerne store - og tiden knap. Når mennesker oplever stress gennem længere tid, går det ud over både effektiviteten og sundheden. Det evidensbaserede MBSR-kursus kan hjælpe til effektiv håndtering af stress og krævende opgaver samt forbedre trivslen på arbejdspladsen.


 

Mindfulness-baseret stress reduktion (MBSR) er et program, som afhjælper symptomer på stress, angst og depression. Det viser omfattende forskning. MBSR-programmet har den overordnede gavnlige effekt, at kroppens stressberedskab kan nedreguleres i situationer, hvor der ikke er behov for det. MBSR forebygger og reducerer beviseligt stress og de markører i hjernen, der skaber den farlige permanente stresstilstand.

Formål med kurset

Deltagerne træner en række færdigheder, der gør det muligt effektivt at håndtere stress i hverdagen. Gennem styrket nærvær og opmærksomhed kan deltagerne opnå større balance og et bedre overblik samt blive endnu bedre til at prioritere og opnå gode resultater i hverdagen. Vores mål er at give dig som deltager redskaber til at håndtere stress - uanset om du er rask, i risiko for at udvikle stress eller sygemeldt med stress.

Kurset henvender sig til

Medarbejdere på alle niveauer, hvor både virksomheden og den enkelte prioriterer den enkeltes sundhed og ved, at den er afgørende for at kunne præstere og fungere optimalt på arbejdspladsen såvel som privat.

Vi tilbyder kurser til både blandede medarbejdergrupper og specifikke grupper, herunder ledere, mellemledere, HR-personale og tillidsrepræsentanter, der arbejder dagligt med ansvar, udfordrende beslutnings- og kommunikationsopgaver, styring og ledelse.

Form og indhold

 

MBSR-programmet inkluderer træning i øget bevidst nærvær gennem en række praktiske mindfulness-øvelser, såsom liggende kropsscanning, simple yoga-øvelser og siddende meditationer. Evnen til at opdage stress-relaterede tanker, følelser og kropslige fornemmelser optrænes. Hermed opstår muligheden for at agere anderledes. I MBSR træner vi først og fremmest opmærksomheden, som vi retter mod åndedræt og kropslige oplevelser. Vi optræner bevidstheden om automatiske tankemønstre, som hos mange mennesker handler om fortiden eller er beskæftiget med at planlægge fremtiden. Ved at være tilstede i nuet, kan vi skrue ned for utidige bekymringer og dermed stress.

 

Undervisning om stress

I MBSR supplerer du træningen med undervisning om stress og stress-fysiologi, guidede øvelser og oplevelsesorienterede læringsmetoder. På den måde oplever du sammenhængen mellem krop, tanker og adfærd under stress.

Kurset foregår i en gruppe, der mødes en gang ugentligt i 2½ timer over otte uger  plus en hel dag. Hertil kommer hjemmearbejde svarende til ca. 45-60 minutters daglig træning.

Kvalitet og faglighed

På Dansk Center for Mindfulness forsker vi i MBSR-programmets virkningsmekanismer og kliniske effekter. Vores arbejde tager udgangspunkt i den nyeste viden på området.