Hvad er Mindfulness?

Mindfulness betyder at være til stede i nuet og acceptere det, som det er. Det er en metode til bevidst at tage ansvaret for kvaliteten af dit liv.

Der er en 2500 år gammel definition på mindfulness fra buddhistisk tradi- tion og en bare 25 år gammel vestlig videnskabelig definition fra programmet Mindfulnessbaseret stressreduktion (MBSR). Mindfulness er her defineret som den bevidsthed, der opstår, når opmærksomheden holdes i nuet med en ikkedømmende indstilling.

Mindfulness er ikke en beskyttet titel, og begrebet bliver ofte brugt i flæng med mange forskellige betydninger. Men når Mindfulness skal bruges til at lindre og helbrede, er det vigtigt at understrege, at det er Mindfulness fra buddhistisk tradition, der er testet med vestlige, videnskabelige metoder i MBSR. Formålet er at reducere lidelse og opbygge et vedvarende sundt mentalt helbred.

Forskning viser, at det virker

MBSR-programmet blevet undersøgt, og forskere har fundet ud af, at det rent faktisk virker. Hjerneforskningen peger på, at Mindfulness-træning kan forbedre evnen til at regulere stress og følelser, empati, koncentration, glæde og rationel adfærd.

MBSR er det første Mindfulnessprogram, der er udviklet og testet som mentaltræning. Det er et intensivt kursus i Mindfulness – en praktisk vejledning i, hvordan man kan forholde sig konstruktivt til kroppen, tanker, følelser, den situation, du er i samt forholdet til andre. Videnskabelige undersøgelser understøtter, at programmet kan forbedre mentalt helbred og nedsætte symptomer på stress, angst og depression. 

Hvor længe kan du sidde stille?

Mange af os passer ikke ordentligt på os selv. Vi skifter mellem at styrte rundt, overbelaste os eller at være helt udkørte. Vi fylder hele tiden livet med noget: Mad, snak, travlhed, overarbejde, mobil, internet eller tv, så vi undgår at mærke den smerte og nydelse, der også er forbundet med det at være menneske. Det er normalt for os at fjerne os fra det, der er ubehageligt, eller lukke ned. Men når vi holder smerten ude, lukker vi også af for nydelsen. 

Du kan afprøve, hvor længe du kan sidde stille uden at klø dig i nakken, uden at rykke rundt, trykke på din mobil eller gøre noget som helst andet end bare sidde stille med dig selv. Du vil sikkert hurtigt opdage, at der kommer tanker, for eksempel om, hvorfor du overhovedet skal gøre det. Du vil måske komme i kontakt med en grundlæggende rastløshed, men – hvis du bliver siddende længe nok – også en grundlæggende rummelighed eller accept. Der er ikke noget galt med utålmodige tanker eller rastløshed, men mange af os er hele tiden et par skridt foran eller bagud uden evne. til at nyde livet. Derved mister vi dyrebare øjeblikke af vores liv.

Fortid, fremtid og grublerier

Mange lever enten i fremtiden eller i fortiden. Vi grubler over ting, der er sket, eller bekymrer os om ting, der kan ske. Vi lægger planer og fantaserer om, hvordan livet kunne være. Eller leder efter en at give skylden for, at det er gået, som det er gået. Vi forestiller os, at livet er godt, hvis vi får det, vi vil have og bliver fri for det, vi ikke vil have. Men livet er sjældent, som vi gerne vil have det. Og faktisk kan livet synes helt perfekt, mens vi keder os eller længes efter noget andet.

Livet er komplekst, men sindet er sort/hvid

Livet er komplekst og fuld af nuancer. Vores sind har en tendens til at gøre alt sort eller hvidt: "Jeg kan ikke lide det", "Jeg er sådan en, der helst vil det" og så videre

Dybere tilfredshed kommer af et indre arbejde med os selv, og Mindfulness-træning er præcist dette indre arbejde. Vi lærer at tage ansvaret for det, ingen andre kan gøre for os, men som vi heller ikke kan gøre selv, derfor træner vi i gruppe. Her øver vi os i ikke at gøre noget, vi giver os hen til øjeblikket og bliver i stand til at nyde livet og håndtere stress. 

Træn din opmærksomhed på nuet

Mindfulness træning er træning i at observere og tillade nuet – uanset om du kan lide det eller ej. Når du opdager, at du ikke er i nuet, kan du bevidst flytte opmærksomheden tilbage til nuet via sanserne. Du kan lytte, smage, se, mærke eller dufte det øjeblik, der er netop nu. Eller du kan opleve, hvilke tanker der går gennem dit hoved, hvilke følelser du har, og hvad der sker i din krop. Du kan opleve nuet på en måde, hvor du er venlig mod dig selv. Adlyd ikke bare tanker og følelser, men observer dem med humor og lethed. Når du har et godt forhold til dig selv, vil du ofte holde op med rutinemæssigt at gøre det samme igen og igen. Du passer på dig selv og bliver i stand til at se den rigdom, der er i hvert eneste øjeblik.