Det siger deltagerne

Før blev jeg opslugt af, hvor dårligt jeg var til noget. Noget dumt jeg havde gjort, eller af de ting, hvor jeg ikke slog til. Nu har jeg lært at se det som tanker. Tanker er ikke nødvendigvis virkelighed. De er midlertidige, og de forsvinder igen. Og de påvirker ikke længere mit humør på samme måde. 

 

Når jeg var stresset før i tiden, tænkte jeg, at hvis bare jeg pressede på, kunne jeg nå alt det her. Nu tager jeg en pause, og så bliver jeg bevidst om, hvad der er nødvendigt at nå nu og her – og hvad der faktisk godt kan vente.  

 

Jeg fik konstateret depression som 22-årig. Det eneste, jeg fik tilbudt af min læge, var medicin. Jeg har både prøvet medicin og terapi. Men der er ikke noget, der har hjulpet mig på den lange bane. For et halvt år siden tog jeg et kursus på Dansk Center for Mindfulness i MBKT. Det har givet mig nogle værktøjer til at håndtere, når jeg bliver trist og ked af det - på en anden måde, end jeg har kunnet før.

 

Jeg synes, at mindfulness burde være noget, man bliver tilbudt hos sin læge på lige fod med medicin. Det kan nogle ting, medicin ikke kan. Medicin kan måske hjælpe nogen helt akut. Men på den lange bane hjælper det ikke. Specielt når man er ung, er det vigtigt, at man bliver tilbudt noget andet end medicin.

 

Når jeg træder ind i undervisningslokalet, så underviser jeg og giver slip på alt det andet. Før i tiden havde jeg travlt med at tænke over alt muligt udenfor lokalet. Ting jeg skulle nå, gøre i morgen, huske eller havde glemt.