Uddannelse

Uddannelse i Mindfulnessbaserede interventioner, MBI, forudsætter, at du er indstillet på at arbejde med sig selv. Det er et stort ansvar, og det kræver en stor indsats at kunne møde både din egen og andres stress, smerte, angst og sorg med opmærksomhed og medfølelse. MBI uddannelserne indeholder derfor både de nødvendige teoretiske og praktiske elementer, der tilsammen danner rammen for deltagernes færdigheder som MBI-undervisere.


Dansk Center for Mindfulness tilbyder en række uddannelser og undervisningstilbud for dig, der ønsker at arbejde professionelt med mindfulness på et højt niveau.

Fælles for vores uddannelser og undervisning er, at det bygger på videnskabeligt veldokumenterede programmer og samarbejde med verdens førende universiteter inden for mental sundhed, mindfulness og compassion. Blandt andre universiteterne Oxford, Brown og Harvard.

MBSR-uddannelsen - Til effektiv stressreduktion

Centeret blev skabt i 2013 på baggrund af et ønske fra centerleder og psykiater Lone Overby Fjorback om at udbyde en veldokumenteret og kvalificeret mindfulness-uddannelse, Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) forankret på et universitet. Siden har vi som de eneste i Danmark udbudt MBSR-uddannelsen i affilieret samarbejde med Center for Mindfulness, USA ved grundlæggeren af MBSR-programmet Jon Kabat Zinn. Vores undervisere på uddannelsen er som de eneste i Danmark certificerede til at uddanne andre MBSR-lærere, og vi underviser i Danmark og USA.

Du kan se mere om MBSR-uddannelsen her.

MBKT-uddannelse - For klinikere til behandling af depression

Fra august 2020 udbyder vi desuden uddannelsen i Mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT). 

Det er første gang, at et dansk universitet tilbyder denne uddannelse. Uddannelsen er primært målrettet klinikere, der bliver i stand til at behandle depression med mindfulness. MBKT blev i 1990’erne udviklet på baggrund af MBSR-programmet specifikt til forebyggelse af depression. Forskning viser, at MBKT forebygger depression på niveau med medicin. Dansk Center for Mindfulness arbejder politisk for, at MBKT bliver en fast del af behandling og forebyggelse af depression. Depression er den største sygdomsbyrde på verdensplan, og der er hårdt brug for nye metoder til effektivt at behandle og forebygge depression.

Se mere om uddannelsen her.

Stressfri hverdag for børn og unge - uddannelse for lærere

Mindfulness i skoler

I 2018 afsatte folketinget midler til en uddannelse målrettet lærere. Vi har herefter udviklet en uddannelse målrettet lærere og pædagoger, der underviser på 4.-9. klassetrin, samt en uddannelse målrettet til undervisere af de 15-18-årige elever. Uddannelsen er en del af et forskningsprojekt, som kører til og med 2021. Uddannelse er målrettet folkeskolen, gymnasier og erhvervsskoler herunder SOSU-skoler.

Du kan se mere om uddannelsen her.  

 

Seminardage

Ud over vores uddannelser har vi fire gange om året seminardage i henholdsvis København og Aarhus. Her kan du blive klogere på temaer i forhold til mindfulness og compassion. For eksempel læren om stress, viden om mindfulness’ styrker og begrænsninger, mindfulness på arbejdspladsen, buddhistisk psykologi og meget andet.

Du kan se mere om vores seminardage her. 

 

Fordybelse i egen praksis

Når du arbejder professionelt med mindfulness, er det vigtigt fortsat at fordybe sig i sin egen praksis. Forskning viser, at jo flere års og jo mere intensiv praksis, jo bedre en lærer. Det kan også være, du bare for din egen skyld og trivsel ønsker at fordybe dig yderligere i meditation og mindfulness. Vores undervisere er erfarne og anerkendte mindfulness og meditations-lærere, som lever om til kriterierne for de retreats, du skal gennemføre i forbindelse med vores uddannelser.   

Her kan du se vores kurser og vores retreats